Trunte Lunte børnebøger:
 
 
 
 

Presse 2006

Pressemeddelelse nov. 2006

Ny Trunte Lunte bog
Det lille forlag Trunte Lunte har succes med sine børnebøger.
”Trunte Lunte på rejse” er den femte bog som udkommer siden forlaget blev stiftet i 2005 af journalist Anne Holst Moulvad.

Lille forlag
- På forhånd var jeg spændt på, om et lille bitte forlag overhovedet kunne gøre sig bemærket på et overfyldt børnebogs marked, siger Anne Moulvad. I dag kan jeg konkludere, at det kunne lade sig gøre, at komme ind hos boghandlerne, som jo er det første skridt for at få solgt bøgerne.

Ud af et oplag på 12.000 er de 8000 bøger solgt. Børnebøgerne er en serie om pigen Trunte Lunte og hendes grønne bamse. Bøgerne henvender sig til de yngste fra 1- 5 år, men har også vist sig at være egnede som læse-let bøger for skolebørn. Den nye bog udkommer 1.november og er den femte bog i Trunte Lunte serien. Her tager Trunte Lunte en tur til Afrika og møder sammen med sin bamse en farlig krokodille og en fræk abe.

Drømmen blev realiseret
Målsætningen har først og fremmest været, at få bøgerne ud til børnefamilierne og få realiseret en gammel drøm.
De første fire bøger skrev Anne Moulvad som 20 årig til sin 17 år yngre søster. Først da Anne Moulvad nærmede sig de 40 år, satte hun sig for, at få dem udgivet inden sin runde fødselsdag.
- Det lykkedes selvom det fra starten var op ad bakke. Men jo sjovere er det så også, når drømmen går i opfyldelse, og det er drivkraft nok for mig, siger forfatteren fra Herning, der til dagligt arbejder på TV 2 regionen TV/MIDT-VEST i Holstebro.


Forlaget Trunte Lunte - Krøjgårdvej 4 - 7400 Herning
E-mail: info(at)truntelunte.dk - CVR-nummer: 26968364